Alsted Kirke

Alsted Kirke, der ligger højt i den vestlige del af Alsted by, er sandsynligvis opført af Ebbe Skjalmsen omkring år 1150.

I 1350 kom kirken under Sorø kloster, i 1687 under Næsbyholm Gods, og i 1925 overgik den til selveje.

Kirken er hvidkalket og var Alsted herreds største kirke.

Kirken bestod oprindeligt af skib mod vest og kor med apsis i øst med små rundbuede (romanske) vinduer og fladt loft.

I 1400 tallet byggedes et gotisk tårn med udvendig trappe, der blev lavet gotiske krydshvælvinger i skib og kor, vinduerne blev lavet større med spids bue, og der blev bygget to våbenhuse - mændenes mod syd og kvindernes mod nord (kvindernes våbenhus benyttes i dag som ligkapel).

Den oprindelige kirke er næsten helt igennem opført af regelmæssigt tilhugne Faksekalkstens kvadre, hvorimod våbenhus, kapel og tårn er bygget i munkesten. Trappehuset, som er tilføjet senere, er af Flensburgersten.

Kalkmalerierne

I apsis er der et smukt romansk kalkmaleri udført af Jørlundemesteren omkring år 1150.

Kalkmaleriet blev afdækket og restaureret af Kornerup 1893 og er blevet restaureret flere gange siden.

Øverst ses Kristus omkranset af mandorlas regnbueoval. Nedenunder er de omkringsvævende evangelister og symboldyr, og nederst den smukke bundfrise - den såkaldte Hejrefrise - der vidner om Jørlundemesterens byzantiske påvirkning.

Indvielseskors

På skibets nordvæg ses et lille indvielseskors, der ifølge Nationalmuseet sandsynligvis stammer fra kirkens allerførste indvielse i sidste halvdel af 1100-tallet.

Døbefonten

Den bægerbladsudsmykkede kalkstens døbefont er importeret fra Gotland i midten af 1200-tallet. Tidligere har der stået en døbefont i granit. I 1909 fandt man en ituslået granitdøbefont som hjørnesten i en af præstegårdens længer. Denne står nu på kirkegården, vest for våbenhuset.

Runesten

Vestligst i kirken, i tårnrummet, er opstillet en runesten med et keltisk kors indhugget.

Stenen er fra 900-1050. Stenen stod oprindeligt i væggen i våbenhuset lige indenfor døren.

Indskriften fra den sene vikingetid oplyser, at “Eskild satte disse sten efter Østen og sin bror Flir, Østens søn, af Adel”.

Kong Magnus´ død ved Alsted

På en tavle af nyere dato, på kirkemuren udenfor, fremgår det, at Kong Magnus satte livet til ved et ulykkeligt fald nær Alsted.

Det drejer sig om den norske konge, Magnus den Gode, der regerede i Danmark fra 1042 - 1047. Under de stadige kampe med Sven Estridsen om kongemagten skulle han angiveligt have redet igennem Alsted for at sætte efter denne, der var på vej til Skåne.

“Da Magnus, som forfulgte ham med stor Hidsighed, kom forbi byen Alsted, blev hans Hest sky for en Hare, der kom løbende imod den, og Kongen styrtede over imod en Stub med skarpe Kanter og slog sig ihjel.”(Saxo i Danmarks Krønike, skrevet i sidste halvdel af 1100-tallet.)

Den samtidige historiker Sven Aagesen har samme udlægning. Dog er der også sagaer, der fortæller, at Kong Magnus døde af sygdom.

Ukendt kunstner, 1685. Det kongelige bibliotek.

(Lis Kristoffersen)